Dunker støver

Dunker støver - drivende hund fra Norge med marmoreret pels
Så snart en Dunker finder et harespor, begynder den at drive: Med en klar, vedholdende stemme følger den duften, ofte langt uden for førerens synsvidde. Det er en norsk drivende hund, skabt til lange dage i kuperet, koldt terræn. Dunkeren er mellemstor (ifølge FCI-standarden 47 til 58 cm skulderhøjde), rektangulær i kroppen og især kendt for sin blåmarmorerede pels. Ifølge standarden er den social og tillidsfuld og nem at træne, men næsen kommer først. Som vejledning har den brug for halvanden til to timers motion og rigtigt næsearbejde hver dag. Den passer måske til en aktiv familie eller en jæger, der har plads og kan acceptere lyden af en drivende hund. Det største problem: Lader du den løbe fri i vildtrigt område, mister du den, så snart den tager en duft. Desuden er racen sjælden og har et lille avlsgrundlag.
Kernefakta
- Officielt navn: Dunker (FCI-standard nr. 203); på engelsk Norwegian Hound
- Synonymer: Norsk Dunker, Norwegian Hound; Dunkerstøver (norsk), Dunkerstövare (svensk), Dunker støver (dansk)
- Oprindelse: Norge
- Anerkendelse: FCI gruppe 6 (drivende hunde, schweisshunde og beslægtede racer), sektion 1.2 (mellemstore drivende hunde), med arbejdsprøve; gældende standard offentliggjort den 4. april 2016; i Norge administreret af Norsk Kennel Klub (NKK)
- Oprindelig funktion: drivende sporhund, især på hare, desuden på ræv
- Skulderhøjde: hanner 50 til 58 cm (ideelt 52 til 54 cm), tæver 47 til 54 cm (ideelt 49 til 51 cm) ifølge FCI-standarden; de norske, svenske og danske kennelklubber angiver lavere øvre grænser på 55 cm for hanner og 53 cm for tæver
- Vægt: FCI-standarden angiver ingen kilo; Dansk Kennel Klub angiver 16 til 22 kg (vejledende)
- Forventet levetid: cirka 12 til 14 år; der findes ingen officiel racenorm, og kilderne er begrænsede (vejledende)
- Pels: glat, hård, tæt og ikke for kort
- Farver: fortyndet sort med tan aftegninger eller blåmarmoreret (merle) med lyse tan og hvide aftegninger
- Motion: vejledende halvanden til to timer om dagen, fordelt over flere tidspunkter, plus næsearbejde
- Træningsudfordring: middel til høj; lærevillig, men indkaldelsen kræver vedligeholdelse i årevis
- Pleje: lav; børst ugentligt, kontroller ørerne
- Alene hjemme: kun efter gradvis opbygning; søger menneskers nærhed
- Klima: skabt til koldt og vådt terræn, men kilderne er uenige om pelsens beskyttelse (vejledende); vær opmærksom på varme ved anstrengelse
- Begyndere: normalt ikke egnet
Hurtig egnethedstjek
Passer måske, hvis du:
- dagligt kan tilbyde søge- og sporarbejde, for eksempel gennem en sporeklub eller jagtforening;
- bor et roligt sted, hvor lyden af en drivende hund ikke giver konflikter med naboer;
- er villig til at lede efter en sjælden race hos en opdrætter, der kontrollerer sundhed og hørelse.
Passer sandsynligvis ikke, hvis du:
- søger en stille familiehund til en lejlighed eller et rækkehus;
- har eller vil have katte, kaniner eller andre smådyr;
- vil lade hunden løbe uden snor i skove, klitter eller enge med vildt.
Navn, anerkendelse og beslægtede racer
FCI fører racen som Dunker (Norwegian Hound), standard nr. 203, med Norge som oprindelsesland. På dansk hedder den Dunker støver eller norsk Dunker. Det er en selvstændig race: En af de tre norske støvere med egen FCI-standard, ved siden af Haldenstøvare (Halden Hound) og Hygenhund. Hygenhunden er kendt for sin usædvanligt høje, klingende stemme; i 1970'erne og 1990'erne blev der krydset Dunker-blod ind i den race, så forskellen er blevet mindre tydelig hos nogle hunde.
Forveksl den ikke med den norske elghund, en spidslignende jagthund, og heller ikke med den svenske Hamiltonstövare eller den finske støver: Det er selvstændige racer. Begrebet harehund er den norske samlebetegnelse for hunde, der bruges på hare, og ikke en selvstændig FCI-race. En krydsning med en af disse racer er ikke en Dunker. I Norge er racens klub tilsluttet Norske Harehundklubbers Forbund; i Sverige Svenska Stövarklubben og i Danmark Dansk Drever Klub.
Historie og oprindelig funktion
Racen er opkaldt efter den norske kaptajn Wilhelm Conrad Dunker, som i første halvdel af 1800-tallet krydsede forskellige drivende hunderacer. FCI-standarden nævner ikke præcise forældreracer. Populære kilder nævner blandt andet den russiske spættede støver (harlekin), men det kan ikke udledes af standarden. Den blå marmorerede pels og glasøjnene har fra gammel tid været racens kendetegn, selv om standarden også tillader andre farver.
I 1902 blev der stiftet en særlig forening for norske hare- og rævehunde; de norske hare-støvere blev derefter delt i to hovedgrupper, Dunker og Hygenhund. Ifølge Dansk Kennel Klub truede ensidig avl på marmorfarven racen i begyndelsen af 1900-tallet, fordi det gav hvide hvalpe, der var blinde og døve. Under 2. verdenskrig faldt antallet af hunde, derefter voksede interessen frem til 1970'erne, og siden faldt den igen.
I 1980'erne viste det sig, at næsten alle hunde var tæt beslægtede. En anmodning om indkrydsning blev afslået i 1987; i 1989 gav NKK tilladelse til et kontrolleret krydsningsprogram, som ifølge NKK forbedrede den genetiske variation og sundhed og samtidig bevarede de typiske egenskaber. Bestanden er stadig lille. Sådan arbejder den stadig: En jæger går i skoven med den, hunden følger sporet, driver vildtet med sin stemme hen mod jægeren og holder kontakt undervejs. Dens stærke poter egner sig ifølge norske kilder til is og hård skaresne.
Udseende og fysiske kendetegn
Standarden beskriver en mellemstor, tydeligt rektangulær og kraftigt bygget hund, som ikke må virke tung og skal udstråle udholdenhed. Brystdybden er cirka halvdelen af skulderhøjden. Overlinjen er ret, ryggen ret og fast, lænden bred og muskuløs, kruppen let skrånende og muskuløs. Brystkassen er rummelig med godt hvælvede ribben; de bageste ribben er veludviklede, så brystkassen virker lang. Maven er let optrukket.
Hovedet bæres ikke højt og er tørt og ædelt med parallelle linjer, ikke kileformet. Kraniet er let hvælvet med tydelig nakkeknude, stoppet tydeligt men ikke dybt. Næsen er sort med vide næsebor, snuden snarere lang end kort og firkantet afskåret, med saksebid og komplet tandsæt. Øjnene er mørke, runde, ret store og ikke fremstående, med et roligt, alvorligt udtryk; hos blåmarmorerede hunde er såkaldte glasøjne tilladt. Ørerne er middelhøjt ansat, hænger fladt, er moderat brede og afrundede og når fremad trukket til midt på snuden. Halsen er ret lang uden påfaldende løs hals.
Benene er stærke, tørre og senede med godt vinklede skuldre og bagpart. Potene er hvælvede og velsluttede med hår mellem tæerne og faste trædepuder. Halen er ansat i højde med overlinjen, tyk ved roden og tilspidset, ret eller let opadbuet, og når til haserne eller lidt under.
Pelsen er glat, hård, tæt og ikke for kort; bagsiden af lårene og halen må være lidt rigere behåret. Tilladte farver er fortyndet sort med tan aftegninger eller blåmarmoreret med lyse tan og hvide aftegninger. Dybsort med varm tan er mindre ønskværdigt. Hvidt, der rækker op på skuldrene, på undersiden af maven og på benene (sokker), er en korrekt aftegning; 50 procent eller mere hvidt er uønsket, og hvidt op i sadlen hos fortyndet sort eller hvide pletter i marmorfarven er fejl. Standarden nævner kun forskelle mellem han og tæve i størrelsen.
Karakter og temperament
Standarden beskriver Dunkeren som den sejge, robuste støver fra gamle dage med et fremragende temperament, stærke nerver og en udpræget social og tillidsfuld natur. Den skal være en glimrende kombination af jagt- og familiehund og derfor nem at træne. Det er et idealbillede. Dansk Kennel Klub beskriver den som selvstændig: rolig og venlig derhjemme, men fuld af beslutsomhed, så snart jagtlysten vågner.
Det, du ser til daglig: en hund, der kan ligge roligt indendørs og udenfor pludselig stikker næsen ned i jorden og ikke længere reagerer. Dens jagtlyst er avlet til udholdenhed, og det viser sig som stædighed på gåture. Ifølge kilderne søger den gerne kontakt med sit menneske, men dens egen næse vinder ofte. Efter anspændelse kommer en veltilvænnet hund sig som regel hurtigt. Kedsomhed og for lidt arbejde viser sig som hyl, gøen, graven eller flugtforsøg. Regn med lyd: En drivende hund bruger sin stemme ved sporarbejde, og hvor meget den gør, varierer fra hund til hund.
Børn, hunde, katte og gæster
Babyer og små børn. Dunkeren er kendt som venlig og tolerant, men er en stærk, aktiv hund. En kravlende baby eller en tumling kan blive væltet af begejstret adfærd. Små børn og hunde har altid brug for aktivt opsyn; sørg for et hvilested, hvor hunden kan ligge uforstyrret. Større børn. Børn, der går med, laver søgelege og omgås hunden roligt, får en aktiv følgesvend, så længe voksne tager ansvaret.
Ukendte hunde og husstandsmedlemmer. Ifølge Dansk Kennel Klub accepterer den andre hunde, men opsøger ikke særligt artsfæller. God socialisering hjælper. Samliv med en anden hund i hjemmet lykkes som regel, hvis håndteringen er i orden.
Katte og smådyr. En hund, der er avlet til at følge harer, reagerer på hurtig bevægelse og duft af kat, kanin eller marsvin. Samliv kan nogle gange lykkes, især hvis den er vokset op med dem, men det er aldrig en sikkerhed og kræver adskillelse ved fravær. Gæster og bude. Standarden beskriver den som tillidsfuld; danske kilder kalder den tolerant over for fremmede. Den melder gæster især med sin stemme. Lær den at vente roligt på et tæppe.
Instinkter og daglig adfærd
Kerneanlægget er sporjagt: at tage et spor, følge det i timevis og blive ved med at drive vildtet med klar stemme. Det ser du i hverdagen. På en gåtur forsvinder dens opmærksomhed på et halvt sekund ned i næsen, og kald har så ringe virkning. En grøftekant, et skovbryn eller en hare, der krydser vejen, kan tage den mange hundrede meter med. Den arbejder da selvstændigt, selv om den i princippet er rettet mod sin jæger.
Jagtanlæg kan ikke trænes væk. Træning opbygger indkaldelse, et stopsignal og selvbeherskelse, men anlægget består. Brug en lang line eller et indhegnet område i vildtrigt terræn. En hund, der er vant til at arbejde langt uden for sin førers synsvidde, slipper også lettere væk: Hegnet skal være højt og solidt, med lukket havelåge. At vogte er ikke dens hovedopgave; den melder, at der er nogen, men beskytter ikke.
Motion i de forskellige livsfaser
Hvalp. Sikker udforskning på skiftende underlag, megen søvn, korte ture og leg. Undgå tvungen udholdenhedsbelastning, stejle trapper og endeløs boldjagt, og brug ikke en stiv minutregel. Begynd tidligt med indkaldelse og kort snor i et indhegnet område, og knyt det at komme tilbage til en belønning, som hunden virkelig vil have.
Unghund. Fra cirka seks til otte måneder og langt ind i andet leveår øges afledningen fra dufte, og tidligere indlært adfærd kan falde tilbage. Arbejd med en lang line og opbyg frihed i små skridt. Øg belastningen gradvist; ingen lange, hårde pas, så længe væksten pågår.
Voksen. Regn vejledende med halvanden til to timer om dagen, fordelt over flere tidspunkter, med mindst én længere aktivitet i skov eller hede, plus næsearbejde. Det tæller: tempo, duftarbejde og målrettede opgaver, ikke kun minutter. Opbyg lange ture gradvist. Giv den hvile efter hård anstrengelse, tjek poterne og vær opmærksom på varme.
Senior. Bevar muskelmassen med kortere, hyppigere ture og roligt næsearbejde. Vær opmærksom på stivhed, nedsat udholdenhed, nedsat hørelse eller ændret adfærd, og tal om det med en dyrlæge.
Mental udfordring og arbejde
En Dunker har brug for arbejde, hvor den bruger næsen. Søgelege i hus og have, sporarbejde i lang line, slæbespor, mantrailing og duftarbejde med et mål passer til dens anlæg. Lydighed, tricks og balanceøvelser giver samarbejde og kropsbevidsthed. Løb eller canicross i line udnytter dens udholdenhed, når væksten er afsluttet. Lange liner og materiale til søgearbejde finder du i kategorien sporing med din hund.
Øv også det modsatte: ro på et tæppe og at vente, mens noget dufter eller bevæger sig. Egentligt driv på hare eller ræv hører til jægere og jagtforeninger med de tilhørende regler; i Holland og Belgien er det ikke en almindelig hobby. Det er ikke en fribillet til at lade den løbe frit rundt i naturen.
Træning og socialisering
Arbejd med korte, varierede pas, belønning af høj værdi og mange gentagelser. Dunkeren vil ifølge standarden gerne samarbejde og lader sig lære, så længe dens jagtlyst respekteres; hårde korrektioner virker imod den. Dansk Kennel Klub anbefaler at opbygge indkaldelsen roligt, konsekvent og vedholdende fra hvalpealderen og ofte skifte miljø og belønning. Byg systematisk op: først indendørs, så udendørs i lang line, derefter med afledning. Træn et stopsignal adskilt fra indkaldelsen.
Socialisering betyder ikke, at den skal hilse på alle, men at den kan se roligt til, komme sig og tillade berøring fra dyrlæge og plejer. Øv trafik, transport, gæster, andre hunde og dyrlægebesøg i små positive skridt. Forvent, at snorgang forbliver arbejde, så længe der er en duft i nærheden. En hund, der hører dårligt, kræver desuden træning med syns- og vibrationssignaler.
At være alene hjemme
Der findes intet garanteret antal timer. Dunkeren er en social hund, der gerne vil være tæt på sine mennesker, og Dansk Kennel Klub nævner et godt socialt liv og tæt kontakt med mennesker som forudsætning. Kedsomhed, for lidt motion og lyde udefra kan føre til hyl, gøen, ødelæggelser eller flugt. Nogle hunde får separationsangst.
Opbyg det at være alene i små skridt, efter en god gåtur og med noget at beskæftige sig med, for eksempel en snusemåtte eller tyggeaktivitet. Observér, hvad den gør; ved vedvarende stress eller ødelæggelseslyst er vejledning fra en adfærdsbehandler fornuftig. Ved lange arbejdsdage er en fast pasning eller hundedagpleje mere realistisk end at håbe på selvstændighed. Tag hensyn til lyd: En drivende hund, der er alene, kan hyle eller gø længe, hvilket kan genere naboer.
Bolig, omgivelser, klima og rejser
Et hus med en godt indhegnet have i rolige omgivelser passer bedre end en lejlighed eller et rækkehus med tynde vægge; ikke på grund af størrelsen, men på grund af lyd, aktivitet og risiko for at slippe væk. I en lejlighed skal al motion leveres, naboerne skal acceptere lyd, og hunden skal kunne hvile. En have erstatter ikke gåture, arbejde og opmærksomhed; hegnet skal være højt og solidt.
På landet, tæt på vildt, kvæg eller fjerkræ, er dens adfærd sværest at styre; hold den i snor dér. I byen er travlhed, trafik og få steder at løbe frit udfordringen. Bilen er let at håndtere med en sikker transportløsning. De norske kilder kalder dens stærke poter velegnede til kulde, is og hård sne, men pelsen er ikke lang; tør den af efter regn og svømning, og lad den ikke stå våd i kulden. Ved varme og hård anstrengelse er overophedning en risiko. Beskyt poteballer og ører efter arbejde i buskads.
Størrelser, halsbånd og seler
FCI-standarden angiver en skulderhøjde på 50 til 58 cm for hanner og 47 til 54 cm for tæver. For hals- og brystomfang nævner standarden ingen tal; de kan altså ikke udledes af racen. Mål derfor altid selv, for kropsbygning, pels og kondition varierer fra hund til hund, og et racegennemsnit siger intet om, hvordan det passer din hund.
- Brystomfang: Læg et blødt målebånd om brystkassens bredeste sted, lige bag forbenene, stramt men uden at klemme.
- Hals: Mål omkredsen dér, hvor halsbåndet sidder, lavt på halsen og ikke lige bag ørerne; der skal kunne være to fingre mellem bånd og hals.
- Kontrol: Selen må ikke forskubbe sig eller gnave bag forbenene, og skuldrene skal kunne bevæge sig frit; vælg ved en grænsestørrelse den rummeligere, justerbare størrelse.
Til en mellemstor hund med lang brystkasse er det ofte medium eller large, der kommer i betragtning, men det er stadig nødvendigt at måle. Hunter Norweger Racing sele har ifølge variantdata på produktsiden et omfangsområde på 52 til 62 cm i størrelse Medium og 62 til 75 cm i Large. Morso H-sele Full Metal Dog fås i varianter på 50 til 70 cm og 60 til 80 cm. Til indkaldelsestræning kan du bruge en Trixie slæbeline på 5, 10 eller 15 meter. Kontroller oplysningerne på produktsiden, mål først din hund og sammenlign derefter.
Pleje
Børst den glatte, hårde pels ugentligt med en gummibørste eller en blød handske for at fjerne løse hår og snavs; hyppigere i fældeperioden. Kæmning, trimning eller plukning er ikke nødvendig. Vask den kun, når det er nødvendigt, for eksempel efter en mudret tur, og tør pels og ører godt efter vand. En professionel hundesalon er ikke et krav.
Kontroller efter hver tur eller hvert arbejde poter, poteballer, ører og pels for torne, frø, små sår og flåter; hos en jagthund med hår mellem tæerne bliver græsfrø ofte hængende. Kig i ørerne hver uge: Hængeører holder på fugt. Få kløerne klippet i tide og børst tænderne. Tilvænning til berøring begynder i hvalpetiden.
Sundhed og ansvarlig avl
Der findes ingen officiel forventet levetid; forbrugerkilder nævner cirka 12 til 14 år. Det er et vejledende gennemsnit, ikke en garanti: Størrelse, linje, kropsvægt, pleje og tilfældigheder spiller en rolle. Kropsbygningen er funktionel, uden kort snude eller løs hud, men ikke alle hunde er sunde. Disse punkter fortjener opmærksomhed ved valg af opdrætter.
- Medfødt døvhed og marmorfarven (merle): Hos racen beskrives en øget disposition for medfødt døvhed, der hænger sammen med marmorfarven. Hos hunde generelt er merle sat i forbindelse med hørelses- og øjenfejl, især når to merle-forældre parres (dobbelt merle). Dansk Kennel Klub beskriver, at ensidig avl på farven tidligere gav blinde og døve hvide hvalpe. Ansvarlige opdrættere lader normalt hvalpe og forældredyr undersøge for hørelse (BAER-test) og undgår merle-med-merle-parringer. Bed om resultaterne. For selve racen er der i de konsulterede kilder ikke fundet tal for, hvor hyppigt det forekommer.
- Lille bestand og indavl: Der registreres årligt cirka 130 til 180 hvalpe hos NKK, og i 1980'erne var indavl et problem. Siden 1989 er der indkrydset kontrolleret. Den svenske kennelklub kalder den effektive bestand lille og angiver en gennemsnitlig indavlsgrad over fem generationer på 2,2 procent for årene 2004 til 2014. Spørg efter stamtavlen og forældrenes slægtskab.
- Hoftedysplasi (HD): Racebeskrivelser nævner det; for Dunkeren er der ikke fundet officielle screeningstal. Spørg, om forældrene er undersøgt for hofter, og hvad racens klub i opdrætterens land anbefaler.
Den svenske kennelklub skriver, at racens veterinære data ligger på niveau med andre støverracer. Desuden har en arbejdende jagthund øget risiko for snitsår, flåter og overophedning. Ikke alle hunde udvikler en lidelse, og et resultat hos forældrene er ingen livslang garanti; screening vurderer risiko og avlsegnethed, en dyrlæge vurderer den enkelte hund. Kontakt en dyrlæge ved pludselig halthed, et smertefuldt eller rødt øje, ørelidelser, der ikke går over, en hund, der ikke reagerer på lyd, eller en tydelig adfærdsændring. Avlspolitikken er forskellig fra land til land og fra klub til klub.
Foder i de forskellige livsfaser
Den rigtige portion afhænger af det præcise foder, vægt, alder, kropskondition og aktivitet. Brug emballagen som udgangspunkt, kontroller vægten og juster gradvist. Spørg en dyrlæge ved vækst, sygdom eller tvivl. Et racenavn alene er utilstrækkeligt til at bestemme gram.
Beregningsmetode. Et almindeligt veterinært beregningsgrundlag er hvileenergibehovet (RER): 70 × kropsvægt i kg opløftet til 0,75. Det giver cirka 560 kcal ved 16 kg, 662 kcal ved 20 kg og 783 kcal ved 25 kg. For en voksen hund ganges det ofte med en faktor på cirka 1,6 til 2. Det giver cirka 900 til 1.120 kcal pr. dag ved 16 kg, 1.060 til 1.320 kcal ved 20 kg og 1.250 til 1.570 kcal ved 25 kg. Ved meget arbejde i marken kan behovet være højere.
Dette er et startoverslag; det individuelle behov kan afvige meget. Omregning til gram: daglige kcal ÷ ME i foderet i kcal/kg × 1.000. Regneeksempel udelukkende til forklaring: 1.100 kcal ÷ 3.800 kcal/kg × 1.000 er cirka 289 gram, ikke en anbefaling til din hund. Vej efter to til fire uger og vurder kropskonditionen.
Hvalp. Vælg et komplet hvalpefoder til den forventede voksenstørrelse, styr efter kontrolleret vækst og en slank kondition, og giv ikke løst kalktilskud uden dyrlæge. Som eksempel nævner sortimentet Royal Canin Medium Puppy, beregnet til hvalpe af mellemstore racer. Kontroller den forventede voksenvægt på emballagen.
Voksen. Hos en aktiv hund er behovet højere end hos en rolig familiehund. Royal Canin Medium Adult er beregnet til hunde på 11 til 25 kg; vælg efter den faktiske vægt og læs emballagen for energitætheden. Hold godbidder små og tæl dem med, især ved meget træning. Kontroller kropskonditionen med hænderne: ribbenene skal kunne mærkes uden tyk fedtlag, set ovenfra skal der være en talje, set fra siden en optrukket mave. Frisk drikkevand skal altid være tilgængeligt, ekstra ved varme og anstrengelse.
Senior. Seniorer er ikke automatisk mindre aktive. Vær opmærksom på muskelmasse, tænder og kropskondition, og skift efter behov, ikke kun efter alder. Fordel dagsrationen over to måltider. Opbyg et foderskift over syv til ti dage.
Tid, omkostninger og daglig belastning
- Tid: høj; dagligt halvanden til to timers motion, træning og opsyn, også i weekenden og i dårligt vejr.
- Foder: middel; en aktiv mellemstor hund spiser mere end en lille hund.
- Dyrlæge og forsikring: middel; hørelses- og hofteundersøgelse, arbejdsskader og ørepleje kan forekomme.
- Pels og hundesalon: lav; børstning hjemme er nok.
- Træning og vejledning: middel til høj; en hundeskole eller sporeklub hjælper, især de første år.
- Udstyr og hegn: middel; solidt hegn, lang line og passende sele.
- Pasning: vanskelig; ikke enhver passer kan klare megen motion og lyd.
- Anskaffelse: Søgningen efter en opdrætter kan tage lang tid, muligvis med venteliste eller rejse til udlandet.
Fordele
- Ifølge standarden social og tillidsfuld, med stærke nerver.
- Udholdenhed og en fremragende næse til spor- og søgearbejde.
- Opsigtsvækkende, genkendelig marmorfarve.
- Pels, der kræver lidt pleje.
- Funktionel kropsbygning uden kort snude eller løs hud.
- Sjælden race, hvor du som ejer kan bidrage til at bevare en lille bestand.
Ulemper og opmærksomhedspunkter
- Stærk sporjagtinstinkt; at lade den løbe frit i vildtrigt område er ofte ikke forsvarligt.
- Lyd ved duftarbejde og ved kedsomhed; naboer kan blive generet.
- Samliv med katte og smådyr er usikkert.
- Følsom over for kedsomhed og at være alene.
- Døvhed i marmorerede linjer kræver opmærksomhed ved valg af opdrætter.
- Lille genpulje og få opdrættere; udbuddet er knapt og næsten ikke til at finde i Holland.
- Få racespecifikke sundhedsdata; gode oplysninger kræver eget researcharbejde.
Hvem passer racen til
Dunkeren passer til en aktiv ejer, der virkelig vil sætte hundens næse i arbejde: en jæger eller en, der sammen med en sporeklub eller træner laver søge- og duftarbejde. Husstanden er sportslig og har ingen katte eller smådyr, der er en sikkert indhegnet have og rolige omgivelser, hvor stemmen ikke er et problem. Forventningerne er realistiske: en udholdende, venlig arbejder, ikke en stille husfælle.
Hvem passer racen ikke til
Ikke egnet som første hund, til folk, der er væk i lange dage, til familier med katte, kaniner eller fjerkræ, til folk i en lydfølsom bolig, til dem, der vil lade hunden løbe frit uden begrænsning i vildtrigt område, og til dem, der søger en smuk sjælden hund uden at investere tid.
Ansvarlig anskaffelse, adoption eller omplacering
Dunkeren er meget sjælden uden for Norge. I Norge registreres årligt cirka 130 til 180 hvalpe, og i Sverige blev der mellem 1990 og 2013 registreret cirka 251 hunde. Forvent en søgen, en venteliste og kritiske spørgsmål om dine planer med hunden. Nogle opdrættere placerer helst hvalpe hos jægere eller arbejdshundeejere. Kontakt racens klub i opdrætterens land, for eksempel Norske Harehundklubbers Forbund, for anerkendte opdrættere og sundhedsoplysninger.
Spørg efter hørelsesresultater (BAER) for hvalpe og forældredyr, farven og en eventuel merle-status hos begge forældre, hofteundersøgelsen og stamtavlen. Besøg tæven og hvalpene i deres omgivelser, og lad ikke hvalpen forlade moderen før ottende uge. Kontroller chip, pas, stamtavle og kontrakt; ved køb i udlandet gælder regler for identifikation og vaccination, så undersøg dem på forhånd. Vær forsigtig med altid tilgængelige hvalpe, flere racer på én gang, møder på en parkeringsplads og sælgere, der affejer undersøgelser. En voksen Dunker via omplacering kan passe, men spørg ærligt til jagtlyst, andre dyr, at være alene og hørelse, og gå flere gange tur med hunden.
Ofte stillede spørgsmål
Er Dunkeren egnet til begyndere? Normalt ikke. Duftdrift, lyd og vedligeholdelse af indkaldelsen kræver erfaring og konsekvent håndtering. En motiveret begynder med god vejledning kan af og til klare det, men racen er ikke begyndervenlig.
Kan en Dunker leve sammen med katte? Nogle gange, især hvis den er vokset op med en kat. Det er ingen sikkerhed; forvent adskillelse ved fravær og vedvarende opsyn.
Kan den løbe frit? Kun på sikkert, indhegnet område eller efter omfattende træning med kendskab til omgivelserne. Brug ellers en lang line.
Gør en Dunker meget? Som drivende hund bruger den sin stemme ved duftarbejde og ved kedsomhed eller når den er alene; hvor meget varierer fra hund til hund.
Er en blåmarmoreret Dunker døv? Ikke automatisk. Hos racen beskrives en øget disposition for døvhed, der hænger sammen med marmorfarven; spørg derfor efter hvalpenes hørelsesresultater.
Kan den bo i en lejlighed? Sjældent hensigtsmæssigt. Det kan kun lade sig gøre, hvis hunden dagligt får tilstrækkelig motion og arbejde, og naboerne accepterer lyden.
Afsluttende vurdering
En Dunker vælger man ikke for den blå marmor, men for dens arbejdsdag: timer udendørs, en næse, der altid er i gang, og en stemme, man kan høre. Dens stærke sider er dens sociale karakter og udholdenhed; det sværeste er kombinationen af jagtlyst, lyd og et lille, knapt avlsgrundlag.
Den passer til en erfaren, aktiv ejer med et sikkert indhegnet område og tid til næsearbejde. Den, der har katte eller smådyr, bor tæt på naboer eller søger en stille familiehund, bør vælge en anden race. Dens velfærd afhænger af daglig sporing, god håndtering af dens jagtinstinkt og en opdrætter, der kan dokumentere hørelse, hofter og slægtskab.